Jeg hedder Eva Andersen og arbejder som psykiatrisk sygeplejerske. Det har jeg gjort i 22 år. Privat bor jeg sammen med Henrik og vi har 5 voksne børn tilsammen og et barnebarn.

Jeg begyndte selv i en selvhjælpsgruppe i Selvhjælp Silkeborg for 7 år siden. Jeg mødte her andre forældre med et barn/ung med autisme diagnosen.  At komme i den ”lille boble” var i den periode mit åndehul, i en meget vanskelig periode af mit liv. Det at vide at de andre forældre viste, ind i hjertet, graden af sorg og frustration var med til at danne et meningsfuldt fundament i min overlevelse for et godt liv.

Så når jeg i dag fungerer som gruppeleder i Selvhjælpsgrupper for pårørende til psykisk sårbare (forældre, partnere eller børn af ) sidder jeg her allermest som Eva. Med min personlige og faglige erfaring som livet har givet mig. Jeg bliver altid rørt over menneskers åbenhed for at dele noget at det mest sårbare i deres liv. Alle de forbudte tanker og følelser opløses i rummet med sammensvorne. Skyld, dårlig samvittighed, skam, ensomhed, afmagt og sorgen over at være vidne til lidelse hos sin nærmeste. Det at kunne være medmenneske i sådan en gruppe giver mig mening.