Oktober klummen
Mit navn er Anders Damsager, jeg er pensionist og runder snart de 70 år. Jeg var i 37 år ansat på Th. Langs HF og VUC som dansk- og psykologilærer og studievejleder. Da jeg for godt 4 år siden besluttede at gå på pension, skete det ikke fordi jeg var træt af at undervise, vejlede og arbejde med mennesker. Men jeg havde alderen og trængte også til det store frikvarter efter faktisk at have gået i skole i næsten 60 år. Så jeg tjekkede ud, lod min kone være alene om hver morgen at cykle ind på Skoletorvet for at undervise HF’ere og kastede mig i stedet ud i rejser, kultur og alle pensionistlivets øvrige glæder.
Men efter at have nydt at være uden ret mange forpligtelser i op imod 3 år kom jeg efterhånden til at savne det meningsfulde i at have med mennesker at gøre på en forpligtende og udfordrende måde. Så for et år siden startede jeg som gruppeleder hos Selvhjælp Silkeborg. Og hvor jeg i mine sidste år som offentligt ansat i høj grad mærkede, at der manglede økonomiske ressourcer til for alvor at kunne at gøre noget ved de store personlige og sociale problemer, som et stigende antal unge i uddannelse slås med, der er der jo anderledes højt til loftet hos Selvhjælp Silkeborg.
For her står manglende økonomi ikke i vejen for vores mulige indsats. Vi lader bestyrelsen og ledelsen om at slås for de forholdsvis få nødvendige midler til at holde vores aktiviteter kørende. For som ulønnet frivillig har man selv fravalgt at gå op i økonomi og medgået tid og går derfor meget mere op i, om opgaven føles givende og meningsfuld. Og vi er ikke underlagt den samme stramme målstyring eller de samme effektiviseringskrav som i det offentlige. I det frivillige arbejde er det kvaliteten af den menneskelige kontakt, der er i højsædet. Så her behøver man ikke føle sig tynget af ikke hurtigt og effektivt at kunne fixe alle folks problemer. Og det er jo faktisk heller ikke det, der er vores opgave. Vores opgave er at få folk til at mødes og til at opdage, at når man taler - sådan virkelig taler - med andre folk, der bøvler med de samme spørgsmål og utilstrækkelighedsfølelser, som man selv slås med, så falder man til ro, føler sig genkendt. Måske kan man endda finde ressourcer og overskud til andre frem i én selv - overskud som man ikke vidste, at man havde. Medmenneskeligheden har indtaget nyttekravets plads.
Derfor har jeg følt det meget meningsfuldt her i det sidste år at have været gruppeleder for to forskellige grupper af voksne. Og jeg har masser af mod på mere af samme slags. Måske kan frivilligt arbejde faktisk løse nogle opgaver anderledes og med anden ro end det offentlige kan, netop fordi vi er selvforvaltende og kommer frivilligt… Jeg mener: Vi kommer jo, fordi det giver os mening og overskud og fordi vi selv får en masse ud af det!