Der er mange måder at støtte os på....
Som en uafhængig nonprofitorganisation er vi helt afhængig af funding for at eksistere og udvikle vores indsats for mennesker i svære livssituationer. I august måned modtog vores mangeårige frivillige Birgit Melgaard en dejlig donation på foreningens vegne fra Logen Sacro i Silkeborg, som gerne vil støtte vores arbejde.
Udover donationer fra fonde og bevillinger fra det offentlige, udbygger vi i disse år vores erhvervssamarbejde gennem erhvervsmedlemsskaber og erhvervspartnerskaber.
Rømer Produkt og El-Gården A/S er de to senest tilkomne virksomheder, som støtter vores arbejde med et erhvervsmedlemsskab. Du kan se hvordan du bliver erhvervsmedlem her.
Derudover har vi en række sponsorer, som vi er meget glade for. De understøtter vores aktiviteter med produkter og services, som på hver sin måde er værdifulde bidrag til vores udvikling og drift.
De to senest tilkomne sponsorer hos os er dels konsulenthuset Vipindi, som hjælper os med udvikling og kvalitetssikring af mødekulturen i foreningen, så vi kan sikre os, at vi bruger både medarbejdere og frivilliges tid bedst og klogest muligt.
Vi har også budt forlaget Unicorn velkommen som ny sponsor (dem med ’de rigtige’ Mandala-malebøger). Mandalas er meget mere end bare figurer i en malebog. Motiverne er cirkelrunde mønstre, der ender med at blive de mest farvestrålende kunstværker. Vi vil fremover tilbyde deltagerne i udvalgte gruppeforløb at male mandalas som et fælles kreativt tredje, som kan understøtte nærværet og lytningen under samtalerunderne. I første omgang får vores grupper for autistiske unge og ensomme voksne tilbuddet.